Pas på dig selv 

Som frivillig kan du gøre en kæmpe forskel for børn, der kommer til Danmark på flugt fra krig eller konflikter ude i verden. Der er mange forskellige opgaver, du kan have som frivillig. Børn har brug for voksne med overskud, der vil bruge tid sammen med dem. Voksne, der vil lege, lytte, lære og bare være. 

Ved at passe på dig selv, passer du også på børnene.

Der skal ikke altid så meget til for, at du kan være med til at gøre en væsentlig forskel i et barns liv og udvikling. Når du er i kontakt med børn og forældre med flygtningebaggrund, kan du som frivillig selv blive påvirket af de ting, du ser, hører og oplever. 

Det er vigtigt, at du passer godt på dig selv, samtidig med at du sørger for, at børn og forældre i krise føler sig trygge i mødet med en ny kultur.  

Som frivillig er det en god idé at huske på, at: 

  • Du blot skal være der og udvise nærvær og omsorg for barnet  

  • Det er ikke din opgave at agere psykolog, så pas på dig selv ved at huske dine egen rolle og dens afgrænsning 

  • Det er vigtigt, at du selv føler, at du er i balance og har overskud til at hjælpe andre 

  • I sammen holder frivilligmøder og får snakket om, hvad I oplever 

  • Du og dine med-frivillige gør allerede en stor forskel og er dygtige til jeres frivilligarbejde 

  • Det er ikke alt, der kan løses ud fra en guide — så husk også at stole på jeres intuition, når det gælder om at skabe trygge rum for børn.

Husk at sparre med dine med-frivillige 

Det er vigtigt, at I i frivilliggruppen sparrer med hinanden og deler både svære og gode oplevelser.  Når du sparrer med dine med-frivillige, er det vigtigt, at du husker at lytte aktivt, så de føler sig set og hørt. 

Det kan du for eksempel gøre ved at være opmærksom, lade din med-frivillige fortælle om situationen og efterfølgende stille opfølgende spørgsmål. 

Du kan vende de samme spørgsmål indad og sætte ord på både over for dig selv og dine med-frivillige. 

Forslag til spørgsmål

  • Hvordan har du det? (husk at lytte aktivt)
  • Hvad er særligt belastende for dig? Hvorfor?
  • Hænger det sammen med dit arbejde? Hvordan?
  • Hvem kan hjælpe?
  • Hvordan kan jeg formulere mit/vores behov og til hvem?

I sparringssamtalen opstår der måske spørgsmål og viden, du kan arbejde videre med, og du oplever måske sikkerhed og tryghed i forhold til det, du allerede gør. 

Se også:

Børn med hulahopringe
Gode råd til dig, der er frivillig